Spring til indhold
Home » Blog » Kom i form

Kom i form

Der findes masser af fordele ved at træne i naturen, der kan tilbyde bløde underlag, som skåner leddene, samtidig med at det kuperede og ujævne skovterræn giver optimal og varieret træning, der styrker muskelkorset, balanceevnen og ikke mindst stabilitet i benene.

Kom i form med skovtræning hvor du bruger naturens træningsredskaber, eller prøv en af de naturfitnessbaner, der er anlagt rundt om i landet hvor træer, sten og reb er sat op i naturen til fri afbenyttelse. Du kan finde en naturfitnessbane nær dig på Naturstyrelsens hjemmeside og supplere din løbetur med lidt afvekslende styrketræning.

DGI Sydøstjylland har udviklet et træningshæfte i 2013 i forbindelse med projekt “Intelligent træning på legepladsen”. Projektet er målrettet pædagoger og pædagogmedhjælpere, da de er en nedslidningstruet gruppe, men træningsøvelserne kan med fordel bruges af os alle og hvorfor ikke udnytte ventetiden med lidt effektiv træning, når man alligevel er med sine børn på legepladsen.

Lav eksempelvis step-ups på en bænk, mavebøjninger på et borde-bænke-sæt, brug gyngen eller rutsjebanen til at hæve benene i armstrækninger, etc. Gentag hver øvelse 10 gange = 1 sæt og gentag hvert sæt 3-4 gange. Du kan finde træningshæftet og mere om emnet på bricksite.com.

Her på produktionsskole.nu anbefaler vi, at du sammensætter dit eget personlige træningsprogram, alt efter hvilke skavanker, udfordringer, og behov du har. For at opnå den bedste effekt skal træningen være en kombination af konditions-, styrke og stabilitetstræning.

  • Konditionstræning: Træning med høj intensitet (60% – 84% af maksimal ydeevne).
  • Styrketræning: mave, ryg og brystmuskler samt nakke- og skulder træning.
  • Funktionel træning – balancetræning og stabilitetstræning for musklerne i og omkring rygsøjlen, maven, lænden og hoften.

Brug naturen som dit træningscenter

Kom i form i det fri – at træne ude har nemlig en positiv effekt på vores fysiske og psykiske velbefindende. Når vi mærker vejret, ser lyset, dufter naturen og mærker græsset mellem hænderne, giver det en anden følelse end i et svedigt træningscenter. At træne i naturen er næsten mentaltræning i sig selv.

Derfor er det måske ikke underligt, at en ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut viser, at flere og flere vælger naturens faciliteter. Især cykling, vandring og løb hitter hos de danske motionister, men også udendørsfitness er i jævn stigning herhjemme. Netop ved at kombinere løb med noget styrketræning, kan man skabe afveksling i sin træning og holde gejsten oppe.